“Skolevægring” - eller børn, der praktiserer grundlæggende rettigheder?

Jeg har tænkt meget over det her med “skolevægring”. Eller rettere: Jeg har tænkt meget over, hvorfor vi bliver ved med at tale om skole - og derved også børns ‘nej’ til skole - som en pligt og et brud herpå.

I Tyskland er der undervisningspligt. Her skal børnene fysisk i skole, uanset hvad. I Danmark er det anderledes. Her er der undervisningspligt, og det betyder, at vi som forælder har ansvar for, at vores børn undervises. Men undervisningen kan sagtens foregå i hjemmet eller i alternative rammer, så længe den står mål med folkeskolens.

Alligevel hører jeg igen og igen folk – både politikere, fagfolk, journalister og forældre – tale om skole, som var det en pligt. En selvfølgelighed, der ikke er til forhandling. Dét tror vi på - så meget så at vi presser og presser børn, der tydeligt siger ‘nej’ til skole. Systemisk og individuelt. Og det er jo dér, det bliver interessant. For det viser, hvor stærkt sproget og normerne griber ind i vores tænkning, uden at vi opdager det.

Når vi taler om ‘skolevægring’, siger vi i virkeligheden, at skolen er en nødvendighed. At skolen er det sted, barndommen finder sted. At skolen er den eneste legitime ramme for undervisning og socialisering. At alt andet er en afvigelse. Det er i bund og grund en kulturel sandhed, ikke en objektiv eller juridisk. Og det er præcis sådan normative sandheder virker: De smelter sammen med sproget og bliver til “det, vi bare ved”. Derfor føles hjemmeundervisning ofte som noget mærkeligt eller mistænkeligt i en dansk sammenhæng, selvom det i virkeligheden er helt lovligt. Loven diskriminerer ikke mellem undervisningsformer på den måde, vi mennesker gør normativt.

Giver det mening at tale om at børn ‘vægrer sig’ mod noget, der de facto er én mulighed blandt mange? Siger de i virkeligheden ikke bare ‘nej tak’ - og på den måde åbner de døren til noget nyt? Det, som de intuitivt mærker, de har brug for?

Vi skal jo egentlig bare lytte.

I stedet taler vi om børnene, som om, der er noget galt med dem. De ‘vægrer sig’. Det signalerer modstand, ulydighed, et problem. Men når nu skolen i sin essens er et tilbud, hvordan kan børn så vægre sig imod den?

Ville vi nogensinde kalde en voksen “arbejdsvægrende”, hvis hun sagde nej tak til et jobtilbud? Ville vi kalde nogen “lægevægrende”, hvis de ikke havde lyst til at tage imod en behandling, der blev tilbudt?

Nej. Men når et barn siger nej til skolen, så kalder vi det ‘vægring’, og vi behandler det som en diagnose, et problem og noget, der skal fixes.

Jeg tror ikke, vi oplever en generation af børn, der ikke kan finde ud af at gå i skole. Jeg tror, vi oplever en generation af børn, der som de første er vokset op i et ligeværdigt børnesyn - og derfor mærker klart og tydeligt, når de bliver diskrimineret imod. Og de har modet til at sige fra!

Hvis vi antager et ligeværdigt børnesyn, er det således noget helt andet end ‘skolevægring’, der sker i disse år. Når et barn ikke vil i skole, er det ikke et brud på en pligt. Det er et barn, der siger:

“Her har jeg ikke lyst til at være.”

“Her trives jeg ikke.”

“Her lærer jeg ikke det, jeg har brug for.”

“Her bliver jeg ikke mødt, som jeg har brug for - og fortjener”

I virkeligheden er det, at sige ‘nej’ til skolen, ikke vægring – det er en udøvelse af en grundlæggende menneskeret: retten til at sige fra, retten til at blive taget alvorligt som aktør i eget liv. Det er retten til at blive hørt.

Når vi kalder det ‘vægring’, placerer vi problemet i barnet. Barnet bliver den forkerte. Barnet bliver den, der ikke passer ind, den der modsætter sig det, alle andre gør. Men hvad nu, hvis vi vendte perspektivet? Hvad nu, hvis vi sagde, at skolen nogle gange ikke passer til barnet? At det er rammerne, der fejler, og ikke barnet? At det faktisk er sundt og modigt at sige nej, når noget ikke fungerer?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de kendte mennesker, der er blevet hjemmeundervist, og som på hver deres måde brød med normen. H.C. Andersen, Grundtvig, Troels Kløvedal, Bertel Haarder – alle fik de en barndom, hvor læring ikke var låst fast til et klasselokale. Troels Kløvedal fortalte, hvordan friheden i hans opvækst prægede hans lyst til at lære, til at rejse, til at se verden.

Og kigger vi uden for Danmark, er listen endnu længere: Thomas Edison, Florence Nightingale, Agatha Christie, Theodore Roosevelt, de store Brontë-søstre – alle sammen mennesker, der har sat spor i historien, og som blev undervist hjemme. Selv nutidige stjerner som Taylor Swift eller Serena og Venus Williams har haft hjemmeundervisning, fordi deres liv kaldte på andre rammer. Det fortæller en tydeligt historie om, at der ikke findes én rigtig måde at lære på. At skolen ikke har monopol på dannelse, viden og fællesskab.

Så hvorfor fastholder vi sproget om skolepligt og skolevægring? Måske fordi det er nemmere at bevare en norm end at stille spørgsmål ved den. Måske fordi skolen i Danmark er blevet noget langt større end bare en institution – den er blevet et symbol på vores velfærdsstat, på lighed og demokrati. At stille spørgsmål ved skolen føles derfor næsten som at stille spørgsmål ved selve Danmark. Men hvad kan et demokratisk samfund, hvis det ikke kan lytte til minoriteters stemme - forunder også børns?

Jeg mener, at vi bliver nødt til at genforhandle vores sprog og vores syn på børn og skolen, som vi kender den. Når vi kalder et barn ‘skolevægrende’, nægter vi barnet retten til at være aktør i eget liv. Vi gør barnets “nej” til et symptom.

Men måske er det præcis omvendt: Måske er barnet det mest ærlige spejl, vi har, der viser os, at systemet ikke altid fungerer. Måske er børnene kanariefuglen i kulminen. Måske er det, der sker nu, det, denne forældregeneration intuitivt vidste, skulle til, da de besluttede at opfostre børn gennem det nye børnesyn.

Måske er det ikke barnet, der vægrer sig – måske er det barnet, der insisterer på en menneskeret, vi voksne for længst har vænnet os af med at praktisere: retten til at sige nej, retten til at blive lyttet til, retten til at leve og lære på en måde, der giver mening.

Når vi ser på det på den måde, bliver skolevægring ikke et problem, der skal løses. Det bliver en påmindelse om, at undervisningspligten er fleksibel, og at skolen er et tilbud – ikke et fængsel. Det bliver en påmindelse om, at barndom kan se ud på mange måder. Og det bliver en påmindelse om, at børns stemmer er lige så værdifulde som voksnes. Måske er det dér, vi i virkeligheden skal starte: med at tage børnenes nej alvorligt. Ikke som vægring. Men som et legitimt svar.